Ny Hærvejsperle åbner i Bangsbo

Fredag den 9. oktober bliver Bangsboruten officielt indviet i Frederikshavn. Den nye vandrerute bliver en del af Hærvejen og forbinder flere af Bangsbos markante natur- og kulturattraktioner.
Indvielsen finder sted klokken 14 ved Møllehuset i Bangsbo, hvor borgmester Jon Andersen står for den officielle åbning. Alle interesserede kan deltage og efterfølgende gå med på en guidet tur på omkring fem kilometer.
Bangsboruten bliver Frederikshavn Kommunes egen Hærvejsperle og er den 14. certificerede Hærvejsperle langs Hærvejen. Den 13 kilometer lange rute fører blandt andet forbi Bangsbo Dyrehave, Botanisk Have, Bangsbo Fort, Pikkerbakken og Cloostårnet.
"Bangsbo rummer allerede nogle af kommunens stærkeste natur- og kulturoplevelser. Med Bangsboruten får vi dem samlet i én sammenhængende fortælling, og med Hærvejen i ryggen bliver vi en del af et stærkt brand med potentiale til at tiltrække endnu flere gæster til området," siger borgmester Jon Andersen.
Ruten er etableret med støtte fra Nordea-fonden og i samarbejde med lokale lodsejere. Den er desuden blevet kvalitetstestet af Deutsches Wanderinstitut og har modtaget Premiumwanderweg-certificeringen.
Den guidede tur starter ved broen ved Møllehuset på Skovalléen 45 i Frederikshavn.
Faktaboks:
- Bangsboruten er 13 kilometer lang.
- Ruten bliver Frederikshavn Kommunes egen Hærvejsperle.
- Det er den 14. certificerede Hærvejsperle langs Hærvejen.
- Ruten går blandt andet forbi Bangsbo Dyrehave, Botanisk Have, Bangsbo Fort, Pikkerbakken og Cloostårnet.
- Indvielsen finder sted 9. oktober kl. 14.
- Borgmester Jon Andersen står for indvielsen.
- Ruten har modtaget Premiumwanderweg-certificering fra Deutsches Wanderinstitut.






Accepter kun nødvendige cookies